Min passion er at fortælle den gode historie. Uanset, om vi taler journalistik, kommunikation eller marketing. Især holder jeg af at blive udfordret af et kompliceret budskab, der skal gøres let tilgængeligt for forskellige målgrupper – på print eller på nettet.

At journalistik er min oprindelige baggrund, hverken kan eller vil jeg skjule. Netop journalistikkens arbejdsmetoder anvender jeg fortsat alle steder. Det handler om research og om at blive læst og forstået. Den grundlæggende sandhed har ikke ændret sig. Sådan har det været, når jeg har arbejdet for dagblade, organisationer, offentlige myndigheder og private virksomheder.

Den største forandring i min karriere har dog været den fuldkommen forandrede distribution af budskaber. Færre ord ender på print og flere bliver til digitale aftryk. I dag er det for eksempel lige så vigtigt at benytte de rigtige søgeord i en tekst til en hjemmeside, som det er at levere et overbevisende budskab.

Siden jeg for efterhånden en del år siden slap dagblads- og magasinjournalistikken har jeg først og fremmest beskæftiget mig med digitale tekster, men under tiden får jeg stadig papir under neglene, som da jeg skrev en minibiografi om Hans Peter Hjerl Hansen – grundlæggeren af Hjerl Hede. Diversiteten af opgaver er med til at holde mig skarp. Et LinkedIn opslag det ene øjeblik, en hjemmesidetekst det næste og en pressemeddelelse derefter.

Holstebro er min fysiske base, men jeg løser opgaver over hele landet og har også ind imellem været i udlandet for at sætte ord sammen. I Holstebro har jeg som hobbyprojekt etableret et lille nyhedssite på Facebook, der dækker forstaden Mejdal. Det fungerer som en lukket gruppe.