Tænk nu på modtageren

read 1342499 1920 1024x725 - Gode tekster er konkrete og visuelle

De fleste af os kan sagtens skrive. Færre finder det let at skrive gode tekster på modtagerens præmisser. Det er helt naturligt. Du er ekspert på dit felt og er derfor ganske indforstået med din egen verden med alt, hvad det indebærer af teknologier og ydelser. Her er fælden, at din forståelse ikke nødvendigvis er den samme som modtagerens.

Din egen viden kan faktisk være en forbandelse, når det kommer til kommunikation. For det sker sjældent, at afsender og modtager har samme forståelse. Skal du nå din modtager, er det nødvendigt, at du formår at sætte dig i hans eller hendes sted.

Prøv eventuelt at tænke på, hvordan din IT-leverandør, forsikrings agent eller kommunen kommunikerer med dig. Tror du, I har samme opfattelse af det hele?

Gode tekster rammer den enkelte målgruppe. De er konkrete og visuelle. Du kan sagtens fremhæve alle dine kvaliteter, men du er altså nødt til at forklare, hvad det betyder for mig, at jeg takker ja til dit eventuelle tilbud. Du bør heller ikke bruge for mange abstrakte ord i kommunikationen. Jo mere modtageren kan se dit budskab for sig desto større er sandsynligheden for, at han eller hun forstår dig.

Billigt mørkt rugbrød er nemt at forholde sig til, men hvad med innovativ rådgivning?

Gode tekster har altid udgangspunkt i modtageren, men det kan være svært at skrive dem, fordi det er så nærliggende at skrive ud fra ens egne præmisser, når man er så indforstået med sin egen verden. Derfor er det godt at få fremmede øjne til at kigge på kommunikationen, og det er næppe overraskende, at jeg anbefaler en professionel tekstforfatter.

Som journalist og tekstforfatter har jeg for kunder skrevet artikler, blogs, pressemeddelelser, nyhedsbreve, hjemmesidetekster, produktbeskrivelser, brugsanvisninger, brochurer, Facebook-, Twitter- og LinkedIn opslag, tekster til plakater og udstillingsmontre samt bidrag til bøger.